En kritisk analyse af vores besættelse af virkelige forbrydelser

Der var ikke plads til flere tilskuere i retssalen, da Peter Madsen blev dømt for mordet på Kim Wall i 2018. Køen af nysgerrige danskere strakte sig ned ad gaden, mens medier fra hele verden dækkede sagen live. Samme billede så vi senere under retssagen mod Petter Sommer og andre opsigtsvækkende danske kriminalsager.

Men hvad driver denne intense fascination af virkelige tragedier? Og hvornår krydser vores nysgerrighed grænsen til det etisk problematiske?

En eksplosion af true crime indhold

I dag findes der tusindvis af podcasts, dokumentarer, Netflix-serier og YouTube-kanaler, der dykker ned i de mørkeste hjørner af menneskets psyke. “Mørke Tal”, “Forbrydelsen” og internationale hits som “Serial” og “My Favorite Murder” har millioner af dedikerede lyttere, der hver uge følger med i detaljerede genfortællinger af mord, kidnappinger og andre alvorlige forbrydelser.

Tallene taler deres eget sprog: Hvor der tidligere skete omkring 50-60 mord om året i Danmark, ligger antallet i dag på mellem 60-80 årligt. Men vores medieforbrug af true crime content er eksploderet langt ud over proportionerne sammenlignet med den faktiske kriminalitet.

Fascinationens psykologi

Ifølge kriminalprofessor ved Københavns Universitet, Flemming Balvig, ligger fascinationen i flere faktorer: “Vi er naturligt nysgerrige på det ekstreme og det forbudte. True crime giver os mulighed for at udforske mørke impulser på sikker afstand,” forklarer han.

Særligt kvinder udgør en stor del af true crime-publikummet, hvilket psykologer forklarer med, at kvinder ofte føler sig mere sårbare over for vold og derfor søger at forstå forbrydernes tankegang som en form for beskyttelse.

Der er også det spændingselement, som ligner det, vi kender fra krimi-romaner, blot med den ekstra nervepirrende viden om, at “det her skete faktisk”.

Den mørke side af fascinationen

Men kritikere påpeger de problematiske aspekter ved vores true crime-besættelse. Når vi køber billetter til retssager eller binge-ser dokumentarer om seriemordere, risikerer vi at glemme, at der bag hver historie ligger virkelige mennesker, der har lidt tab.

“Det er blevet til underholdning,” siger kriminaljournalist Steffen Kretz. “Vi konsumerer andres tragedie som var det fiktion, men for de pårørende er smerten meget reel og vedvarende.”

Særligt problematisk bliver det, når true crime-skabere fokuserer mere på shock-værdi end på respekt for ofrene. Nogle podcasts og dokumentarer går så langt i deres detaljerede beskrivelser af vold, at de nærmest bliver voyeuristiske.

Når kriminelle bliver kendte

En anden bekymring er tendensen til at romantisere eller celebrere forbryderne selv. Seriemordere som Ted Bundy har fanclubs, og danske kriminelle som Peter Madsen har modtaget kærlighedsbreve i fængslet.

Dette fænomen, kendt som “hybristofili”, hvor mennesker bliver tiltrukket af farlige kriminelle, forstærkes kun af den massive mediedækning. Straffen for mord i Danmark er normalt mellem 12 år og livstid, men for mange bliver den kriminelle mere berømt end offeret.

Forskellen på mord og drab

I det danske retssystem skelner vi mellem mord og drab, hvor forskellen ligger i forsæt og planlægning. Mord er planlagt drab med overlæg, mens drab kan være impulsivt eller sket i affekt. Denne juridiske forskel bliver ofte udvandet i true crime-indhold, hvor alt bliver til “mord” for dramatikkens skyld.

Kan true crime være etisk korrekt?

Ikke al true crime er problematisk. De bedste eksempler på genren fokuserer på systemiske problemer, hjælper med at løse uopklarede sager, eller giver stemme til oversete ofre. Podcasts som “The Innocence Project” har hjulpet med at frigive uskyldigt dømte, mens andre har bragt fornyet opmærksomhed på forsvundne personer.

Nøglen ligger i, hvorfor og hvordan historierne fortælles:

  • Respekt for ofrene: Fokuserer indholdet på offeret som menneske, ikke kun på deres død?
  • Familiens samtykke: Er de pårørende blevet hørt og respekteret?
  • Konstruktiv vinkel: Bidrager indholdet til forståelse af kriminalitet eller forebyggelse?
  • Faktuel nøjagtighed: Sensationaliseres fakta, eller præsenteres de ansvarligt?

Grænseoverskridende eller legitim interesse?

Spørgsmålet om, hvorvidt true crime er grænseoverskridende, har ikke et enkelt svar. Det afhænger i høj grad af tilgangen og hensigten.

På den ene side kan argumenteres for, at forståelse af kriminalitet og retsprocessen er en vigtig del af et demokratisk samfund. Retssager er offentlige af gode grunde, og borgeres interesse for retfærdighed er fundamentalt sund.

På den anden side står respekten for ofrenes værdighed og de pårørendes rettigheder til privatliv og sorg. Når true crime bliver til ren underholdning, der profiterer på andres lidelse, krydser det en etisk grænse.

Hvordan forbruger vi true crime ansvarligt?

Som forbrugere af true crime-indhold har vi et ansvar for at vælge bevidst:

Støt ansvarligt indhold der respekterer ofre og fokuserer på læring frem for sensation. Vælg skabere der arbejder med families samtykke og donerer til relevante velgørende formål.

Husk de virkelige mennesker bag historierne. Det er ikke fiktion, og ofrenes familier kan stadig påvirkes af, hvordan deres kære fremstilles.

Reflekter over din motivation – søger du forståelse og læring, eller primært underholdning og spænding?

Fremtiden for true crime

True crime-genren er ikke ved at forsvinde. Men der er tegn på, at både skabere og publikum bliver mere bevidste om de etiske udfordringer. Flere podcasters og dokumentarskabere arbejder nu aktivt sammen med offerorganisationer og fokuserer på at give stemme til de efterladte.

Fascinationen for kriminalitet er en del af menneskets natur – spørgsmålet er ikke, om vi skal stoppe med at interessere os for true crime, men hvordan vi kan gøre det på en måde, der ærer ofrenes minde i stedet for at udnytte deres tragedie.

Vores kollektive appetit på mørke historier siger noget vigtigt om mennesket som art. Vi søger at forstå det uforståelige, at finde mening i kaos. Men når nysgerrigheden bliver til griskhed, og tragedien til underholdning, har vi mistet noget væsentligt af vores menneskelighed på vejen.

True crime kan være et vindue ind til vigtige samfundsspørgsmål om retfærdighed, mental sundhed og systemiske problemer. Men kun hvis vi husker at behandle det med den respekt og alvor, som de virkelige mennesker bag historierne fortjener.